Bygningen, der er fra 1971, er tegnet af datidens store arkitekter, som lod sig inspirere af den lokale natur og de lokale byggeskikke. Den er bygget i en kvalitet, som er uerstattelig.
SKJERN: - Jeg kan kun inderligt håbe på, at politikerne viser rettidig omhu!
Ordene kommer fra professor Thomas Bo Jensen, Arkitektskolen Aarhus, og de er møntet på det tidligere rådhus i Skjern. Forleden kunne økonomiudvalget meddele, at man overvejer at flytte kommunens ansatte fra rådhuset ud til en tilbygning til Innovest. Et projekt til 70 millioner kroner, som skal stå færdigt i 2021 - og som betyder, at rådhusgrunden i Skjern skal udnyttes til boliger. Økonomiudvalget understregede, at man er i den undersøgende fase, men i sin yderste konsekvens kan det betyde, at det gamle rådhus skal rives ned og erstattes af boligbyggeri.
Dog er det gamle rådhus i Skjern ikke et hvilkensomhelst 70´er-byggeri. Det er tegnet af datidens store arkitekter Ib og Jørgen Rasmussen samt Ole Meyer, og arkitekterne modtog Træindustriens Bygningspris for værket i 1974. Rådhuset er endda beskrevet i flere bøger, og spørgsmålet er så, om man skal rive en bygning ned, som har de kvaliteter. Spørger man Thomas Bo Jensen, så har bygningen nogle umistelige kvaliteter.
- Bygningen repræsenterer det fineste i dansk arkitekturtradition, hvor man bruger naturens egne materialer. Det er et udgangspunkt, som man slet ikke kan i dag, med de krav, der stilles, forklarer Thomas Bo Jensen.
Arkitekttrioen var kendt for at tage udgangspunkt i de lokale omgivelser, når de skulle tegne et byggeri, ligesom de var inspireret af lokale byggeskikke. Kunne det lade sig gøre, så brugte de lokale materialer, som var særligt udvalgt. Thomas Bo Jensens gæt er, at det er lokale teglværker, der har leveret murstenene, da deres rødlige farve er kendt fra Vestjylland. Træet er også de træsorter, som man kunne finde i nærheden, og ikke sorter, som skulle importeres langvejs fra. Tilmed gik arkitekterne ikke på kompromis med kvaliteten. Dermed fortæller bygningen på sin egen måde om en lokal natur, og den er i en kvalitet, som slet ikke laves mere.
Kan ikke købes for penge
Årsagen til overvejelserne fra kommunens side er, at bygningen, der er fra 1971, snart trænger til en økonomisk omfattende og tidskrævende renovering, og at det så er bedre at bruge ressourcerne på noget nyt.
- Det er jo det klassiske dilemma, men hvordan gør man arkitektur op i økonomi? De kvaliteter, som Skjern Rådhus har, kan ikke købes for penge, og man får det aldrig igen. Det vil være meget kortsigtet, hvis det rives ned, for man vil miste umådelige værdier, fastslår Thomas Bo Jensen.
Mange vil indvende, at bygningen virker mørk og trist, og står som en tidslomme. Men spørger man Thomas Bo Jensen, er der talrige eksempler på, at en bygning kan moderniseres, så den får et mere nutidigt udtryk, uden at de oprindelige kvaliteter går tabt - og med respekt for arkitekternes tanker. Det koster penge, men Thomas Bo Jensen er sikker på, at der via de mange fonde kan hentes penge hjem til at løse opgaven.
- Jeg vil sige: Træk vejret! Det kan godt være at det kommer til at tage et halvt år ekstra, og det er naturligvis irriterende, men det er intet at veje for det, man kan miste. Jeg håber virkelig at lokalpolitikerne vil besinde sig, siger Thomas Bo Jensen, der også bemærker, at Skjern i forvejen ikke har en overvældende kapacitet af bevaringsværdige bygninger.
Findes der en ny anvendelse af bygningen, kan det ligefrem blive et stort plus, og bygges der nyt omkring det, vil det give noget ekstra at der er en historik at trække på. En mulighed ville være et fælleshus, i retningen af den løsning, som er lavet omkring det gamle slagteri i Skjern, og som er et godt eksempel på, hvilke muligheder, den gamle bygning giver.
Thomas Bo Jensen mener, at det er godt med nogle små tidslommer rundt i bymiljøet.
- Det fortæller os, at der har været nogle før os, som har tænkt andre tanker. Det giver en helt anden aura, at der er spor fra fortiden. Bygninger fortæller også en historie, når mennesker ikke er der længere til at fortælle den.